Om os - Historien om Tøseriet
Der var engang en lille pige som holdt meget af at blive inviteret til fødselsdagsfester hos sine veninder. Det var så hyggeligt og sjovt at være til selskab med de andre piger. Der var bare lige et enkelt men, og det handlede om, at det var svært at finde små fine gaver at give pigerne, fordi de ting der var fine ofte kostede alt for meget.
Det var pigen lidt ked af, for hun elskede at overraske og forkæle sine veninder. For hende var det at finde den rigtig gave en stor del af den gode oplevelse, og noget hun gerne ville hygge sig med. Hun var nok også lidt kritisk med, hvad hun havde lyst til at give, for det skulle gerne være en gave som var noget særligt. Pigens mor kunne sagtens forstå, at det kunne være svært, og derfor aftalte hun og datteren, at de sammen ville drage på en rejse ud i den store verden for at finde de rette gaver.
En sådan rejse kan være både farlig og besværlig – og det var den så sandelig også. Undervejs måtte de modstå slanger, mestre uforståelige taxachaffører og håndtere tonsvis af pakkenelliker, inden de igen kunne vende hjem til Danmark. Her gik de så i gang med at bygge et himmelstrøg op med små tøsesager, så det i fremtiden ville være lettere at finde fine små gaver.
Det er den verden, vi gerne vil invitere dig med ind i.
Det blev starten på åbningen af det eventyrlige Tøseriet – en verden fuld af finurligheder, fine sager og pigestemning. En verden hvor det er tilladt at lade sig rive med og drømme stort. Hvor der er plads til at trylle med yndige stoffer og mønstre. Hvor pastelfarver sættes smukt sammen, og hvor du bliver mødt af fest, leg, ballade og glade tanker.
Vi håber, at du vil opleve, at du har let ved at finde bedårende, festlige og pigede gaver. Om gaven skal være til dig selv, din datter eller en anden pige, det ved kun du, men uanset hvad, så er det vores inderlige håb, at modtageren vil føle den kærlighed, der ligger bag og blive oprigtig glad for gaven. Vores største ønske er at gøre drømme til virkelighed. Vores mål er at bidrage til et rigtigt eventyr, som jo heldigvis altid slutter med, at de levede lykkeligt til deres dages ende.